Sporhunden fra Dragør
Artikel i Politiken, lørdag den 11. august 2001
Underlægningsmusik.
Masser af mennesker brænder for lokalhistorie. Men de færreste går så omhyggeligt til værks som Dines Bogø fra Dragør. Ved siden af familieliv og fuldtidsjob kortlægger han byens historie ned til mindste detalje. En lokal anekdote fik ham på krogen i 1973, og siden 1992 har han skrevet 25 bøger om Dragør.
Lokalhistorie Af Jens Lenler
"Bliv du bare ved", griner naboen, mens Dines Bogø hugger sin spade i jorden og mærker, at han støder på sten eller beton.
Det er en weekend sidst i juni 1973. En hedebølge skyller over det splinternye villakvarter tæt ved Kastrup lufthavn på Amager.
Familien Bogø flyttede ind i det gule murstenshus i februar. 28-årige Dines har travlt med at gøre karriere i Privatbankens Edb-afdeling, og hans kone Lene er højgravid med deres andet barn. Haven savner stadig både græs, træer og buske. Den minder om en fladtromlet pløjemark bortset fra de huller, parrets treårige datter Annette graver i jorden, når hun leger.
En stak brune træplader hviler op ad husmuren. Det er et læhegn. Dines knokler med hullet til den første stolpe tæt ved den nyanlagte terrasse, da hans spade rammer noget hårdt 30 cm nede.
De færreste ville måske have ødslet energi på den slags. Haven skriger på arbejde, naboerne byder på kolde øl, og hele Danmark sveder under en junihedebølge, der banker termometeret op over de 30 graders varme. Men Dines Bogø bærer en nysgerrighed i sig, og når han først bider sig fast...
Nogle timer senere stirrer han på en ubrudt flade af cement, der blotter sig midt i hans have.
Den lokale gårdmand kommer forbi, og en sælsom historie åbner sig for Dines Bogø. Han har skrabet i et stykke lokal fortid med sin spade.
Under besættelsen, i foråret 1944, anlagde tyskerne en otte kilometer lang cementbane, der svingede i en bue syd om lufthavnen i Kastrup. Hvis engelske bombemaskiner angreb lufthavnen, kunne tyskerne rulle deres jagerfly ud på banen og køre dem i skjul i 26 store jordvolde langs banen.
Resterne af den 12 meter brede cementvej ligger stadig lige under muldjorden i Dines Bogøs have. Tyske soldater trampede rundt, hvor hans terassestole nu står omkring et rundt havebord.
Dines kradser historien ned sammen med navne og telefonnumre på lokale Dragørfolk, som ved mere. Ikke, at han tænker på at bruge notaterne til noget særligt. Men for sjovs skyld gemmer han dem i en plastiklomme.
Bed sig fast
Næsten 1.500 mennesker arbejder frivilligt i Danmarks lokalarkiver. Endnu flere samler materiale for arkiverne af og til eller afleverer gamle papirer og billeder, som de graver frem fra kasser, komoder og andre gemmer.
Sidste lokalarkiverne gjorde samlet status, rådede de over 77 hyldekilometer med historiske papirer og protokoller. Det var i 1995. Arkiverne talte sig desuden frem til 3,5 millioner billeder, 7,5 millioner fotonegativer og 45.000 lydbånd.
Frivillige hænder har samlet en stor del af materialet. De færreste hamler dog op med Dines Bogø fra Dragør. Siden lokalhistorien bed sig fast i ham den junidag i 1973, har han lånt 10.000 billeder, fundet dynger af dokumenter og interviewet 1.100 mennesker om fortiden.
»Jeg tilfredsstiller egentlig bare min nysgerrighed. Der ligger selvfølgelig en historisk værdi i de ting, jeg samler. Men jeg bider mig fast, fordi det er spændende at finde det, jeg søger efter. Pludselig står jeg med et knivskarpt billede, der viser de gamle flygtningebarakker i Kastrup. Eller et dokument, som henter et mord frem fra fortiden«, siger Dines Bogø.
De første år samlede han papirerne, billederne og beretningerne sammen for sjov og forærede kopier til byens lokalarkiv. Senere begyndte han at sætte tingene i system. Sidst i 1980erne skrev han sine første lokale anekdoter til ugeavisen Dragør Nyt.
I 1992 stiftede han Forlaget Din Bog. Han udgiver nu sine artikler i samlinger og har skrevet 25 bøger om alt fra tyske flygtninge til Dragør Badehotel og en lokal benzinstation. Bøgerne udkommer i 400-800 eksemplarer. Nogle sælger rub og stub. Andre, indrømmer han, giver rent underskud.
Det kan virke mærkeligt, at en bog med titlen ´Sporvogne i Dragør´ overhovedet sælger - endda i to oplag. Især når man tænker på, at der aldrig har kørt sporvogne i byen.
Brand i sporvognen
En dag i 1993 vandrer Dines Bogø ind under de lange birkegrene, der hænger over indkørslen på Ndr. Dragørvej 149. Træet er det største i en klynge af hvidbarkede stammer. Bag dem ligger en tæt græsplæne og længere inde i haven et gult murstenshus i ét plan fra begyndelsen af 1960erne. Over hækken til højre ser han nabovillaen - et ældre hus med rødt tegltag og en hvid skorsten, der balancerer på tagryggen.
Dines Bogø mærker en spænding i kroppen. Hans arbejde med lokalhistorie har efterhånden grebet om sig. 20 timer om ugen støver han historie op i Dragør ved siden af sit familieliv og fuldtidsjobbet i banken.
I de februardage interesserer han sig for sporvogne. Dines Bogø har fået nys om, at en familie brugte en udtjent sporvogn som sommerhus i 1930erne. Den stod her, på denne grund i kvarteret, frem til januar 1945, da den pludselig brændte på mystisk vis.
Dines Bogø ringer på hos den nuværende grundejer Benny Nielsen. Måske ved han noget. Eller også gemmer han billeder, tegninger eller effekter. Folk ligger tit inde med gamle fotoalbum, som de selv regner for ingenting, men som Dines Bogø drager nytte af i sit arbejde.
De sætter sig i villaen og snakker. Benny Nielsen har ingen billeder af sporvognen. Men han ved, at sporvognen engang stod på grunden. For nogle år siden gravede han endda nogle forkullede bajonetfatninger frem, der sad i loftet i vognen.
Dines Bogø går derfra med de første spor til en krønike om en toetagers sporvogn fra Frederiksberg, som flammerne åd en vinteraften i Dragør.
Tyske soldater
På Tinglysningskontoret hitter Dines navnet på den oprindelige grundejer i en gammel protokol. Takket være det lidt specielle efternavn Uhrenholdt, finder han datteren, som stadig lever på Frederiksberg i København. Han støver også mennesker op, der boede i nabovillaen. Og han finkæmmer de gamle avisarkiver for artikler.
Det viser sig, at Politiken skrev om sporvognen 22. april 1934, da en hestetrukket vogn prøvede at fragte den over Knippelsbro. Ejeren blev til grin i hele byen, fordi sporvognen ikke kunne gå under de lave pavilloner, som dækkede broen dengang. Et foto viser en flok mennesker, der glor på sporvognen, før de læsser den om til et lavere køretøj.
Men den virkelige spænding ligger den sidste aften i sporvognens liv.
Fredag 12. januar 1945 omkring kl. 20 ser naboerne, at lange flammer pludselig slår op fra sporvognens tag. Aviserne skriver senere, at en ´kortslutning i de elektriske installationer´ startede branden. En sandsynlig årsag. Men Dines Bogø opdager, at der slet ikke var indlagt elektricitet i vognen. Værnemagten har altså censureret de virkelige begivenheder.
Han stykker efterhånden sammen, hvad der virkelig skete:
Den vinter skridter tyskere fra flyvestationen nogle vagtruter af langs sommerhusgrundene. Kulden bider, og soldaterne klaprer tænder. Indtil de opdager, at en sporvogn luner langt bedre end deres primitive træskure.
Om aftenen 12. januar har de to soldater på vagt fundet noget ekstra at varme sig på. De har inviteret et par piger fra København. For at hygge lidt ekstra tænder soldaterne stearinlys i vinduet.
Lysene flakker i trækken. Desværre blafrer gardinerne også.
Naboerne lurer under hele seancen. De ser de to soldater og pigerne, der løber som piskede, mens sporvognen går op i flammer bag dem.
Dines Bogø ruller hele historien op i sin bog sammen med tre andre beretninger om sporvogne, der endte deres dage i byen.
Sorte penge og intriger
Klokken nærmer sig 11 i Dragør anno 2001. Dines Bogø vandrer langs Øresund på et lavt dige, hvor gruset knaser tørt, og solen svider græstotterne. Vores rundtur i Dragør synger på sidste anekdote.
»Ind imellem er det en meget svær balancekunst at skrive det historisk rigtige uden at træde nogen over tæerne. Jeg støder på mange kedelige historier ind imellem. De kan handle om sorte penge, familietragedier, intriger, nabostridigheder eller om folk, der har tjent den tabende side under krigen. En stakkels ung mand på 17 år blev for eksempel skudt på befrielsesaftenen. Jeg har senere fundet ud af, hvad der skete minut for minut, men jeg vil aldrig skrive det. Af hensyn til familien«, siger han.
På vestsiden af diget ligger Strandstien og Nordvænget, hvor villaerne rask væk løber op i tre-seks millioner kr. Vi passerer en hytte af sorte og røde bjælker. Foran grunden slanger ejeren sig på en drømmeseng med en bog, en flaske vand og en avis.
»Dit hus er kommet hertil i to dele fra Norge, ikke?«, spørger Dines Bogø.
»Jo, jo. Det er rigtig nok«, griner han.
»Var det først i 1920erne?«
»I 1917«.
»Nå, ja. Jeg har tegninger af din grund. Der lå en gammel skanse. Du kan læse om det i min bog med artikler, ´Dengang og nu, del 7´. Hør - har du for resten nogle gamle billeder og den slags?«
»Ja, da«.
»Så lad os bare sige, at jeg kigger forbi med bogen. Har vi en aftale?«
